Tankerne vandrer

Endelig kan jeg skrive min første post på min nye blog. Jeg elsker at skrive, men lige for tiden har jeg været meget travlt med alt muligt. Jeg har tænkt på at lave blog i meget lang tid, men der var altid noget i vejen for mig. Du ved, der kommer altid et eller andet, så man udsætter og udsætter. Det er ligesom når man lover sig selv at man i morgen holder op med at ryge. Det bliver aldrig til noget. I dag lovede jeg mig igen at jeg vil prøve at holde op med at ryge. Jeg lover ikke længere at jeg vil holde op. Jeg lover at jeg vil prøve at holde op. Så er det nemmere at argumentere hvorfor jeg igen har smøgen i kæften (undskyld!). 

Jeg vil skrive fordi jeg føler  meget tit at jeg har brug for at sige min mening om tingene og begivenhederne som sker rundt om mig. Jeg har lyst til at hele verden hører mig og hele verden lytter til hvad jeg har til at se. Jeg føler at jeg er glemt. Hvorfor? Fordi, f.eks. når man snakker om indvandrere i Danmark, så nævner man kun dem, som er socialt svage, og som også er DF’s legetøj, men man snakker aldrig om dem, som faktisk har integreret integreret sig. Men jeg skriver senere en hel post kun om det spørgsmål. Jeg føler også at min ret til at ytre sig frit er meget begrænset. Og tro mig, jeg ved godt hvad ytringsfrihed er og hvor granserne går til ( jeg er trods alt indvandrer :) ).

Der findes tusinde grunde til at jeg skal skrive på min blog. Jeg vil gerne fortælle om mine hobbyer, som jeg synes er meget spændende, jeg vil fortælle om min hverdag, og jeg vil fortælle andre ting, som bringer de egenskaber, som gør os mennesker forskellige fra dyr.

Jeg må smutte nu, men vi skrives ved meget snart, og jeg lover igen at jeg vil prøve at skrive mere og ryge mindre